 |  |
| af Christian Kaaber Smuk præsentation af en enestående middelalderlig bogskat Hvor mange husker mon Håndskriftsagen? Altså spørgsmålet om, hvor vidt islandske middelalderhåndskrifter skulle forblive i Danmark, hvortil historien så at sige havde ført dem, eller udleveres til Island, hvor de oprindelig blev til. I årtierne efter anden verdenskrig og Islands selvstændighed i 1944 delte spørgsmålet vandene blandt fagfolk, politikere og historisk interesserede danskere. De færreste islændinge var i tvivl. Ved en generøs dansk gestus blev store mængder islandske håndskrifter fra 1971 og mange år frem gradvis sendt til Reykjavik. Størsteparten af de omstridte manuskripter kom fra Den Arnamagnæanske Samling under Københavns Universitet. En særdeles smuk udgivelse fra tidligere i år viser for første gang, i hvert fald for en bredere læserkreds, hvad danskere og islændinge stredes om. Og meget, meget andet. Den Arnamagnæanske Samling har navn efter den islandskfødte historiker Arne Magnusson (som han kaldes på dansk), der levede fra 1663 til 1730. Gennem det 17. århundrede havde den lærde verden fået øjnene op for den norrøne litteraturs værdi som kilder til nordisk historie, og både danske og svenske opkøbere turede rundt på den afsides vulkanø for at sikre sig håndskrifter til for eksempel kong Frederik III's kongelige bibliotek eller universitetsbiblioteket i Uppsala. Arne Magnusson rejste selv i flere langvarige omgange, foruden at han udnyttede et stort kontaktnet blandt øens præster og storbønder til at erhverve skrifter, der ofte var gået i arv gennem talrige slægtled og tit bar præg af generationers slid. Uden hans samlerindsats var flertallet af de sarte sager utvivlsomt gået til i fugt og tørverøg. Arne Magnusson skabte en storslået samling, ikke alene af islandske håndskrifter, men også af danske og norske middelaldermanuskripter. Med nød og næppe reddede han de fleste ud af sin brændende professorbolig i oktober 1728, mens hans vældige samling af trykte bøger gik op i luer sammen med Universitetsbiblioteket og store dele af København. Arne Magnusson overlevede katastrofen i to år og testamenterede på sit dødsleje sin samling til det hårdt ramte Københavns Universitet. Samlingen er i dag delt i en afdeling i København og en i Reykjavik, og det er denne bilaterale institution, der fejrer sin stifters 350 års fødselsdag med en præsentation af 66 udvalgte skatte - en for hvert år, Magnusson levede. Læseren får en udbytterig og særdeles smuk tur gennem den nordiske middelalderverden, i alle 66 tilfælde ledsaget af kyndige, velskrivende eksperter, som fortæller om det enkelte håndskrifts indhold - alt fra islandsk sagastof, europæisk historie og religiøse tekster til danske landskabslove og lægeråd - men nok så vigtigt: Også om håndskriftets tilblivelse og ejerhistorie. Arne Magnusson reddede nok en islandsk kulturskat, men han sikrede også dansk tilvirkede klenodier som runehåndskriftet af Skånske Lov (med den kendte skrivertilføjelse "Drømte mig en drøm i nat....") og originalmanuskriptet til Povl Helgesens Skibykrønike - tabersidens stemme i det danske reformationsrøre. Billedsiden er aldeles fremragende, med skarpe, detaljemættede fotografier. I tilgift får man historien om Arne Magnusson selv og bag i bogen en glimrende introduktion om håndskrifters tilblivelse: Fra tilvirkning af pergament til selve skriftens historie, alt sammen illustreret med billeder fra denne ufatteligt righoldige samling - en dansk-islandsk fællesarv i UNESCO-anerkendt verdensklasse. Bogen er udsendt i en dansk, en engelsk og en islandsk udgave. Så voila! Her er julegaven til enhver med interesse for middelalderkultur, sagaer, nordisk historie eller for bøgers fabelagtige skønhed. Og til enhver, der gerne vil vide noget om, hvad det vil sige at samle. Matthew Driscoll & Svanhildur Óskarsdóttir (red.): 66 håndskrifter fra Arne Magnussons samling Museum Tusculanums Forlag 2015 ISBN 978 87 635 4166 4 Kr. 298 |
RSS-feed