Erland Kolding Nielsen 1947-2017 Erland Kolding Nielsen elskede historiske perspektiver. Da han i 2008 lod sig kalde til at blive landsformand for Forening for Boghaandværk, spillede det en ikke uvæsentlig rolle, at en af hans forgængere som leder af Det Kongelige Bibliotek, Chr. Bruun, i 1888 var med til at grundlægge foreningen, og at andre chefer fra biblioteket havde beklædt posten sidenhen. Erland blev en formidabel formand, der udfoldede hele sin enorme energi og fantasi, kunne trække på sit uudtømmelige netværk og evnen til at skabe virksomme kontakter. Det trak ikke ligefrem fra, at foreningens væsentligste aktiviteter flugtede med hans ønske om at formidle bibliotekets skatte, ja gerne hele den danske bogkultur, til så bredt et publikum som muligt. Med Erland som landsformand kom mange af foreningens centrale aktiviteter, fra møder i hovedbestyrelse og arbejdsgrupper til næsten alle gøremål omkring Årets Bedste Bogarbejde, til at foregå på Det Kongelige Bibliotek. I forbindelse med den mangeårige landssekretær Lilli Rigets afgang formåede Erland at få sin egen sekretær Mads Brunsgaard til at påtage sig denne opgave uden for sin egentlige arbejdstid, hvilket på alle måder har været til nærmest uendelig gavn for foreningen. Samtidig bevirkede konstruktionen, at Erland bogstavelig taget var meget tæt på alle de processer, foreningens sekretariat tager sig af. Erland manglede aldrig ideer: Da foreningen fyldte 125 år i 2013, lancerede han tanken om at udstille dansk bogdesigns kanon, intet mindre end de 50 smukkeste danske bøger fra 1482 til 2012. Udstillingen i Den Sorte Diamant blev en stor succes, med Erland som den altid veloplagte ceremonimester ved en festlig åbning i Dronningesalen i hjertet af det store kulturhus på Slotsholmen. Som noget meget væsentligt formidlede Erland kontakten mellem foreningen og direktør Peter Lassen, Montana, der har stået for markante bidrag til indretningen af Den Sorte Diamant. Takket være Peter Lassens generøse støtte har Forening for Boghaandværk i en årrække deltaget i BogForum med messens flottest designede stand, skabt i samarbejde mellem Montana og en skiftende kreative kræfter fra foreningen og udfoldet både i Bella Center og i den forudgående udstilling af Årets Bedste Bogarbejde i Diamanten. Erland var den strålende vært, da hundreder af glade bogmennesker flokkedes på Kirkebybroen til åbningen af udstillingen "Bog og Passion" i forbindelse med den årlige fejring af de mest veludførte danske bøger i juni 2016. Det skulle vise sig at være sidste gang, han fik den rolle. Med vemod kan man nu konstatere, at udstillingens titel dækkede nogle helt centrale aspekter i Erlands mangfoldige og dynamiske virke. Bogen - i alle dens afskygninger - var kernen, og han arbejdede passioneret med alle de talløse aspekter af bogens kultur, han involverede sig i. Det er en stærkt revitaliseret Forening for Boghaandværk, der siger farvel til en skattet ildsjæl. Vi vil savne ham og ære hans minde. Christian Kaaber, formand Komitéen for Årets Bedste Bogarbejde |