Forening for Boghaandvaerk
  • Arrangementer
  • Bliv medlem
  • Årets Bedste Bogarbejde
    • Send din bog ind
    • Om Årets Bedste Bogarbejde
  • Nyheder
  • Foreningen
    • Kontakt
    • Lokalforeninger
    • Presse og logo
    • Vedtægter
    • Foreningens historie
    • Udgivelser >
      • Nyt for bogvenner
      • Bogvennen
  • Shop

nyheder — aktiviteter — inspiration

Bent Rohdes kalligrafiske lyrik

26/10/2019

Kommentarer

 
Nordjysk afdeling af Forening for Boghaandværk har i samarbejde med Kunstetagerne, Hobro foranlediget, at udstillingen ”Bent Rohdes kalligrafiske lyrik” bliver vist i perioden 9/11 19 til 24/1 20.

Der er fernisering 9/11 kl. 12, og udstillingen holder åbent man–fre kl. 9–18, ons kl. 11-18 og lør kl. 9-13.
Samtidig vises Årets Bedste Bogarbejde 19.
​
Alle medlemmer og andre interesserede er velkomne.
Kommentarer

​Kulturmødet på Mors

27/8/2019

Kommentarer

 
​Kulturmødet på Mors 22/8 – 24/8 var en god oplevelse og eksponering for Forening for Boghaandværk. Vi var i år hos Bog & Idé, Algade 10, og fredag kl. 13 fortalte Christian Kaaber om komitéen for Årets Bedste Bogarbejde 19, og de fremmødte havde lejlighed til at se på de udstillede bøger.
Som billedet viser, havde vi pænt besøg, og det at være i en rigtig levende boghandel var fint, idet kunderne som det første i forretningen kunne se ÅBB 19.
Det andet billede viser indehaveren af boghandelen, Bent Bisgaard, og formanden for Nordjysk Afdeling,
​Mogens Ryberg, da vi lørdag eftermiddag var ved at pakke sammen efter 3 gode dage, som vi regner med at gentage næste år.
Billede
Billede
Kommentarer

Nordjysk Afdeling

6/6/2019

Kommentarer

 
Foredrag og ordinær generalforsamling.
Besøg på Aalborg Katedralskoles Bibliotek d. 9. maj 2019
Billede
Aalborg Katedralskole er landsdelens ældste gymnasium. Det er en meget stor institution med imponerende bygninger, ældre og nyere, stærkt moderniserede og udbygget i de senere år. Forrest møder man den statelige hovedbygning i røde mursten fra 1889. Heri er bl.a. placeret skolens studiecenter og store bibliotek i flotte højloftede lokaler i den høje stueetage med adgang til bogmagasiner ad en vindeltrappe til underetagen. Læsesalen er domineret af et stort arbejdsbord, og der er reoler fra gulv til loft med lange træstiger og et antal buster af klassiske personligheder. Læsesalens reoler indeholder overvejende nyere og moderne litteratur, medens de ældre samlinger i hovedsagen findes i underetagens ”hemmelige rum” med sjældne titler fra en lang og broget fortid.

Herom nogle uddybende bemærkninger:

Tæt forbundet med det nordjyske Stift, som først flyttede til Aalborg (fra Børglum Kloster) efter Reformationen (1554), blev Katedralskolen og dens biblioteksfaciliteter, hvoraf kun enkelte titler kendes, placeret i det stadig eksisterende Helligåndskloster. Dette bibliotek blev siden en del af et større, ret enestående biblioteksprojekt, det såkaldte Stiftsbibliotek for Aalborg Stift og Amt, der med inddragelse af en ældre, noget forsømt bogsamling i Budolfi Kirke begyndte at tage form, især fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor Stiftsbiblioteket kom ind i en meget omfattende og dynamisk udvikling til et offentligt lånebibliotek (fra 1818), der samtidig betjente Katedralskolen. Udviklingen blev især drevet af to lokale ildsjæle, Katedralskolens rektor Emanuel Tauber og stiftsamtsmand Frederik Moltke. Biblioteket voksede ved energisk fremkaldte og omfattende donationer af private samlinger samt betydelige indkøb. Selv om vækst og anvendelse efterhånden stilnede af i løbet af 1800-tallet, var biblioteket omkring 1880 på omkring 35.000 bind.

I 1880’erne blev det besluttet at forbedre den stadig voksende Katedralskoles forhold (den var for længst flyttet ud af Helligåndsklosteret med en ny stor bygning (den eksisterende hovedbygning). Det blev endvidere besluttet at dele Stiftsbiblioteket i et større bibliotek for Katedralskolen og en mindre del, som blev deponeret hos og administreret af det senere Landsbibliotek.

Selv om den ældre del af skolens bibliotek i mellemkrigstiden blev reduceret med nogle omdiskuterede afgivelser af unika til Det Kongelige Bibliotek og bøger frasolgt, rummer det nuværende bibliotek mange sjældne og seværdige titler.

Et stor udvalg af disse blev veloplagt fremlagt og præsenteret af skolens bibliotekar, Hanne Nedergaard, dels i læsesalen, dels i underetagen.
​

Det fører for vidt at nævne de talrige titler – de ældste fra middelalderen, en mængde fra 1500-, 1600- og 1700-tallet, de fleste på græsk eller latin. Rigt repræsenteret var bibler, salmebøger og ældre lovarbejder, desuden faglige bøger, herunder lærebøger og opslagsværker med smukke stik og store plancher og kort. Monumentalt sås i læsesalen de talrige tykke bind af Diderots store franske encyclopaedi. Der var et flot eksemplar Den souveraine Kongelov fra 1665, læst op ved Christian V’s, hof i 1670 men først trykt 1709, og et fint eksemplar af Danmarks Riges Grundlov fra 1849.

Herligt at se og bladre i alt det fremviste!

Efter en kort pause med sandwich, rødvin og kaffe m.m. afholdtes den indkaldte generalforsamling.
​

/BJ 

Referat af generalforsamling på Aalborg Katedralskole d. 9 maj 2019
Ordinær generalforsamling

Ad 1:   Valg af dirigent
    Anders Hind blev valgt med applaus.

Ad 2:   Bestyrelsens beretning
    Formanden, Mogens Ryberg, aflagde beretning for perioden siden sidste generalforsamling. Der har været afholdt følgende medlemsarrangementer: i 2018 deltog Nordjysk Afdeling (NA) dels i egen stand i Kulturmødet Mors og dels som standvagter i landsforeningens stand på BogForum, og i 2019 afholdtes Foredragsaften om Johannes V. Jensen på Farsø Museum, hvortil samtlige medlemmer var inviteret. Senere på foråret afholdtes der et medlemsarrangement på NUC (Nordjysk University College) med henholdsvis Christian Kaaber og Henrik Sejerkilde som foredragsholdere. Ligeledes var der inviteret til deltagelse i åbningen af Årets Bogarbejde 2018 i Diamanten.

    Mogens Ryberg takkede varmt bestyrelsen for villigheden som standvagter på Mors

    I 2019 er der foreløbigt planlagt følgende:
  • 12.06.19   Deltagelse i åbning af Årets Bedste Bogarbejde 2019, København
  • 22.08.-24.08.19   Deltagelse i Kulturmødet Mors. Denne gang i Bog & Idé, Algade 10, Nykøbing Mors. NA medbringer Årets Bedste Bogarbejde 2019
  • 15.11.-17.11.19   Deltagelse i BogForum, København
  • 09.11.19   Åbning af Bent Rohdes udstilling om kalligrafi i Kunstetagerne i Hobro – en udstilling, som NA har foranlediget kunne vises /udstilles i det nordjyske.

Bestyrelsens beretning godkendtes.  

Ad 3:  Forelæggelse af det reviderede regnskab 
    Sekretær og kasserer, Lilli Riget, forelagde det reviderede regnskab, der blev enstemmigt vedtaget. 
    Egenkapitalen pr. 31.12.18 er DKK 6.711,80.
    Medlemstallet i NA pr. 31.12.18 var 23.

LR bad det kommende hovedbestyrelsesmedlem rose og takke landsforeningen for den store søgning af fondsmidler, men samtidig ligeledes fremføre muligheden for at få årstilskuddet hævet.

Ad 4:   Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år. På valg er Bent Christensen, Anders Hind og Mogens Ryberg (alle villige til genvalg)
    Alle genvalgtes enstemmigt med applaus.

Ad 5:   Valg af revisor
    Jørgen Ravnborg genvalgtes. Dog skulle man i løbet af året forsøge at finde en afløser, da han gerne ville holde
op.


Ad 6:   Valg af 1 medlem og en suppleant til Landsforeningen.
    Mogens Ryberg (medlem) og Anders Hind (suppleant) genvalgtes med applaus.

Ad 7:   Behandling af indkomne forslag
    Der er ikke kommet nogen forslag.

Ad 8:   Eventuelt 
    Der var intet til eventuelt.
Dirigenten afsluttede med at takke for god ro og orden.

Lilli Riget, referen
Kommentarer

De udvalgte bøger til Årets Bedste Bogarbejde 2019

17/4/2019

Kommentarer

 
Så kan vi ikke holde ud at vente længere.

Vi kan ikke længere vente med at fortælle dig, hvilke 36 bogværker der er udvalgt til Årets Bedste Bogarbejde 2019.

248 indsendte bøger blev til 31 udvalgte, og 21 indsendte bogbind blev til 5 udvalgte.

Der er dog én ting vi holder hemmeligt indtil prisuddelingen og åbning af udstillingen d. 12. juni på Det Kgl. Bibliotek:

Hvem der modtager Den Danske Bogdesignpris for henholdvis en børnebog, en voksenbog, en fagbog – og hvilket omslag der er årets bedste.

Det får du først at vide d. 12. juni.

Men indtil da, kan du jo selv gætte med.

Kære bogelsker, listen over de udvalgte bøger i Årets Bedste Bogarbejde 2019 og Årets Bedste Bogbind 2019:
​

Årets Bedste Bogarbejde 

100 Danmarkshistorier
Aarhus Universitetsforlag

100 Jorn-eksperimenter du kan lave derhjemme ved køkkenbordet
Malene Hald Studio / Museum Jorn

Adorn
Narayana

Antologi over sindet
Forlaget Forlæns

Atelierhusene
Aristo Bogforlag

Aya
Strandberg Publishing

Berlin er
Forlaget Nimbo

Bestiaium 
Forlaget Virkelig

BLOX
Studio Atlant

Blå Spor
Officin

Cellophane Magazine #1
Narayana

Conditions
DAC/Narayana

Danske skilte
Booklab

Den fnuggede himmel
Høst & Søn

Dorthe Mandrup
Alexis Mark

Du vil ha’ mig
Cobolt

Er det mit hjem?
Politikens Forlag

Eventyr-almanak
Mediemuseet

February Fict100n
Forlaget SMSPRESS

Finn Juhl
Strandberg Publishing

IO / I
Officin

Ivories and Narwhal Tusks
Museum Tusculanum

John Kørner
Roulette Russe

Kan vi være stille et øjeblik
Line Lisberg Refstrup

Mindcraft 18
Rasmus Koch Studio

Noa
Bibelselskabet

Nye Blikke
Narayana

Olsen Banden
Booklab

Pist prott #82
Space Poetry

Syv fantastiske fortællinger
Gyldendal

Vilhelm Hammershøi
Lindhardt & Ringhof


Årets Bedste Bogbind

8 gadeherbarier    
Helle Vibeke Jensen    

Dansk betonarkitektur    
Hanna Munch Christensen    

Friheden        
Malene Maria Lerager

Krystalspejlet        
Malene Maria Lerager & Barry Lereng Wilmont

Ulysses        
Lars Hedegaard
...

Vi glæder os til at se dig til prisuddeling og åbning af udstillingen med alle de udvalgte bøger d. 12. juni.

Du kan også følge hashtagget #ÅretsBedsteBogarbejde på Instagram og Facebook.
Kommentarer

Københavnsafdelingens generalforsamling

28/3/2019

Kommentarer

 
Billede
Forening for Boghaandværk
Københavnsafdelingen

Referat af generalforsamling 26. marts 2019
Panoramasalen, Den sorte Diamant

Fremmødte i alt: 53

Årets kulturelle indslag på generalforsamlingen var to oplæg om dansk bogdesign dengang og nu ved
Henrik Højgaard Sejerkilde og Christian Kaaber.

1. VALG AF DIRIGENT
Steen Bille Larsen valgtes til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

2. BESTYRELSENS BERETNING
Københavnsafdelingens formand Eric Mourier aflagde beretning. Det har været et godt år med styr
på økonomien. Der er medlemsfremgang, 19 nye medlemmer siden nytår. Der arbejdes på at gøre
foreningen mere synlig på SoMe, via aktiviteter omkring Årets bedste Bogarbejde og BogForum,
ved at afholde udvalgte åbne arrangementer for bl.a. medlemmer af Visuelt Forum og HK Grafisk.
Se gennemgangen af årets 9 københavnske arrangementer i den visuelle beretning, vedlagt som
bilag.
Arrangementer på vej: Besøg hos Dronningens håndbibliotek og Eks-Skolens Trykkeri og deltagelse i
Lille Bogdag samt Boghandel/Skifter på Christianshavns Bogfestival.
Beretningen blev godkendt.

3. FORELÆGGELSE AF DET REVIDEREDE REGNSKAB
Kasserer Helle Madsen gennemgik regnskabet. Regnskabet blev godkendt

4. VALG AF BESTYRELSESMEDLEMMER
Ulla Selfort og Eric Mourier stillede op til genvalg. Julie Arndrup og Heidi Schmidt Jensen stillede op
til valg som nye bestyrelsesmedlemmer. Alle blev valgt. Siddende medlemmer i bestyrelsen: Helle
Madsen og Lars Pryds. Lars Andreasen er trådt ud af bestyrelsen og foreningen.

5. VALG AF REVISOR
Erik Nørskov blev genvalgt som revisor

6. VALG AF MEDLEMMER TIL LANDSFORENINGENS HOVEDBESTYRELSE
Svend Larsen, Steen Bille Larsen og Thomas Hvid Kromann stillede op til genvalg. Suppleanterne
Sonny Ankjær Sahl og Erik Nørskov stillede også op til genvalg. Suppleant Bettina Kjærulff-Schmidt
ønskede ikke genvalg. Tyra Dokkedahl stillede op til valg som ny suppleant. Alle opstillede blev
valgt.

7. BEHANDLING AF INDKOMNE FORSLAG
Der var ingen indkomne forslag.

8. EVENTUELT
Bestyrelsen blev takket for årets arbejde.

​Arrangementet afsluttedes med det traditionsrige grafiske billedlotteri.

26. marts 2019 / referent: Ulla Selfort

Billede
Kommentarer

Bookbinding gives me calmness

13/2/2019

Kommentarer

 
Du kan selv lave din egen håndindbundne notesbog med tre størrelser blokke i forskellige farver og kvaliteter af håndlavet papir med en delikat elastik som lukketøj. Bare følg de enkle og velgennemtænkte instruktioner fra den anerkendte, japanske håndbogbinder Aya Nagaoka. Og tag måske et godt kig først på hendes egne smukke og perfekt udførte udgaver af notesbøgerne.
 
Ved et særarrangement for Forening for Boghaandværk 10.2.19 fortalte Aya Nagaoka, hvordan man kan lave denne notesbog, kalendere, opbevaringsmapper, blokke og andre papirvarer - også selvom man ikke er uddannet i faget, men bare er weekend-bogbinder. Aya Nagaoka beskrev de tanker om enkelhed, brugbarhed og skønhed, der ligger bag hendes eget arbejde, og sagde blandt andet ”bookbinding gives me calmness.” Hun viste 10 smukke eksempler, blandt andet papirblokke med håndsyet ryg og afrevne kanter, leporellobøger i pap formet som huse og et transportabelt herbarium i en håndfoldet mappe af japansk kalkepapir med læderforstærkning under syningen.
 
Ayas foredrag foregik hos A. Petersen, et galleri og håndværksted i København, hvor den japanske bogbinder også har afholdt to helt overtegnede workshops. Arrangementerne er en del af udstillingen Japan Retur hos A. Petersen, der viser kunsthåndværk og designprojekter med samarbejde og inspiration mellem Danmark og Japan.  
 Ca. 30 deltog i foredraget, som var arrangeret af foreningens københavnsafdeling.
Billede
Billede
Billede
Kommentarer

Fyraftensmøde om Hammershøi

5/2/2019

Kommentarer

 
​Stemningsfotos fra Forening for Boghaandværks velbesøgte arrangement mandag den 28.1. om pragtværket Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede. Over 80 bogelskere deltog i fyraftensmødet på forlaget Lindhardt og Ringhof, hvor museumsdirektør Gertrud Oelsner, grafisk designer Lene Perez og forlagsredaktør stig Nielsen fortalte om det 3 år lange arbejde med at skabe kæmpeværket på over 500 sider. Bogen var oprindelig tænkt som et mindre værk på måske 150 sider, men undervejs dukkede meget spændende og nyt materiale op, bl.a. en støvet kuvert med en række hidtil ukendte fotos af og med kunstneren selv, som dokumenterede Hammershøis brug af fotografier som forlæg for malerierne.  ”Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det det som regel også. Men denne gang var det virkelig lige så godt, som vi håbede på,” fortalte Gertrud Oelsner, den ene af bogens to forfattere. Lene Perez gav eksempler på, hvordan hun har arbejdet med det grafiske udtryk og gengivelsen af helheder og detaljer i bogens over 500 billeder. Til sidst afslørede bogens erfarne redaktør, Stig Nielsen, en særlig finesse ved bogomslaget: Bogens forside gengiver et maleri og er derfor trykt på lærred, mens bagsiden gengiver et fotografi, og derfor er det trykt på papir. Dén detalje er medvirkende til, at bogen i sig selv er et lille kunstværk.
Billede
Billede
Billede
Kommentarer

Omvisning og foredrag på Johs. V. Jensen Museet

21/1/2019

Kommentarer

 
​Vejen skiftede fra Farsøs Nørregade til Søndergade og førte til mødestedet; klare stjerner havde ledsaget de forventningsfulde nordjyske deltagere og Himmerlændingene modtog os med venlighed. De nye rammer hos Johs. V. Jensen Museet var en imponerende kulisse for arrangementet: Peter Q. Rannes og hans introduktion til ”Kongens Fald”. Litteraten og det tidligere bysbarn fortalte med nerve og entusiasme om læsningen og bogens glæder i almindelighed og Johs. V. Jensens forhold til roman, historie og landskab. FfB´s medlemmer havde forinden beundret Museets fornemme samling af en urskov af smukke udgaver, plakater og originalillustrationer. Det var ikke ”forårets død”, men en livgivende start.
Billede
Billede
Kommentarer

Nekrolog: Ernst Anders Rasmussen 1939-2018

6/11/2018

Kommentarer

 
Billede
Budskabet om Ernst Rasmussens død – mellemnavnet brugte han kun ved officielle lejligheder – vil
vække sorg og vemod langt ud over de bog- og biblioteksfaglige kredse, hvor hans centrale virke
udfoldede sig. I sin person forenede Ernst håndværkeren, kunstneren og forvalteren med den
nysgerrige og tænksomt registrerende og følsomt sanselige livsnyder. Ernst brændte igennem, hvor
han dukkede op, og han havde et væld af berøringsflader, både i bogens og kunstens verden. Først
og fremmest var han dog bogbinder. Af den gamle skole.

Han voksede op i Fiolstræde, bøgernes gade i hjertet af København, og blev udlært som
håndbogbinder hos Anker Kysters Efterfølger, Bent Andrée, i 1958, hvor han modtog sølvmedalje
for sit svendestykke. Kun tre år senere, i 1961, blev han hædret for årets bedste bogbind af Forening
for Boghaandværk, hvilket gentog sig de følgende mange år. Den unge bogbinder kunne matche
fagets dygtigste udøvere, som der dengang var mange af, og markerede sig med kreativitet og
dygtig udførelse. I 1964 blev han ansat som bogbinder ved Det Kongelige Biblioteks bogbinderi og
konserveringsværksted og endte i 1998 som chef for bibliotekets bevaringsafdeling. I 2008 gik han
på pension, hvilket absolut ikke betød, at han droslede ned.

Allerede som ganske ung udstillede han sine arbejder, både i Danmark og i udlandet, og han
opdyrkede en stor kærlighed til Japan, efter at han i 1980'erne havde fået et internationalt
gennembrud med sin deltagelse i den skandinaviske vandreudstilling Scandinavian Craft Today, der
blev vist både i Japan og i USA. Udstillingerne udmøntede sig også i rejser som han delte med
hustruen Ruth, der med sin passion for bl.a. quiltning var den ideelle anden halvdel i et parløb, hvor
nye indtryk og åbenhed for det skønnes mange former genererede utrættelig fælles energi.

Bogbinderfagets fremtid lå Ernst dybt på sinde, og han deltog med liv og sjæl i enhver aktivitet, der
kunne udbrede interessen for dette gamle, men nu reelt udryddelsestruede håndværk. I en lang
årrække var han et markant medlem af Komitéen for Årets Bedste Bogbind. Så sent som i juni i år
motiverede han med stor glæde årets Danske Bogdesignpris for en håndindbunden bog til bogbinder
Malene Lerager: "Du har fået en stafet, Malene", sagde han, "og hold godt fast i den. Og giv den
videre i samme ånd, som hos de, der gav den til dig. Håndværksmæssig kvalitet betaler sig. Altid.";

​Det blev på en måde de sidste ord fra bogbinderfagets nestor, der dog var i fuld gang med nye
planer og passionerede projekter, da kredsløbet brat sagde stop om formiddagen den 26. oktober.
Ernst vil blive savnet, men vi vil huske ham med glæde. Æret være hans minde.

Christian Kaaber, formand
Komitéen for Årets Bedste Bogarbejde

Kommentarer

Da Baskerville kom til bogdanmark

16/10/2018

Kommentarer

 
Poul Steen Larsen og Henrik Birkvig har skrevet artiklen "Da Baskerville kom til bogdanmark". Du kan hente artiklen ganske gratis lige her. Du kan også høre dem fortælle mere om skriften og bøgerne på Bogforum.
Billede
Kommentarer
<<Forrige

    Author

    Write something about yourself. No need to be fancy, just an overview.

    Archives

    Oktober 2019
    August 2019
    Juni 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    Oktober 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Maj 2018
    Marts 2018
    December 2017
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    Februar 2017
    November 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    Februar 2016
    Januar 2016
    December 2015
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    Februar 2015
    Januar 2015
    November 2014
    April 2014
    Marts 2014

    Categories

    Alle
    Boganmeldelser
    Nordjyske

    RSS-feed

Forening for Boghaandværk     Det Kgl. Bibliotek    att.: Mads Brunsgaard    Søren Kierkegaards Plads 1    1221 København K
Privatlivspolitik


Design · Wheels & Waves · www.wheelsandwaves.dk