Forening for Boghaandvaerk
  • Arrangementer
  • Bliv medlem
  • Årets Bedste Bogarbejde
    • Send din bog ind
    • Om Årets Bedste Bogarbejde
    • Den Danske Bogdesignpris
    • Hæderspriser
    • Kataloger
  • Nyheder
  • Foreningen
    • Kontakt
    • Lokalforeninger
    • Presse og logo
    • Vedtægter
    • Foreningens historie
    • Udgivelser >
      • Bogvennen
  • Shop

foreningens historie

Bagom Forening for Boghaandværk

Du kan læse en længere udgave af foreningens historie ved at klikke her. 

Vi har været her længe
Foreningen blev stiftet d. 26. februar 1888 af xylografen Frederik Hendriksen (1847-1938). Hendriksen var en fagligt engageret og dynamisk personlighed som var meget aktiv i bog- og bladbranchen. Han fik en artikel i Politiken, hvor han giver hele faget en detaljeret og sønderlemmende kritik af såvel bøgernes typografiske og æstetiske udstyr som af deres rent bogtekniske kvaliteter. Artikelen blev den direkte anledning til stiftelsen af Forening for Boghaandværk.

Inspirationen kom fra England
Hendriksen hentede inspiration til sin kritik fra sin læretid i England, som i slut-1880'erne var nogle af de ypperligste i Europa til bogdesign. Hendriksen mente, at faget var præget af smagløshed og dårligt håndværk og trængte til en opstramning. Det samme tænkte William Morris i England, da han grundlagde Kelmscott Press og var medstifter af Arts & Crafts-bevægelsen og startede en bølge over Europa, som Hendriksen var en af af fortalerne for herhjemme.

Den første fagskole for bogtrykkerne
Den driftige Hendriksen var også manden bag den første fagskole for typografer, bogtrykkere og bogbindere som supplement til mesterlæren. En af skolens fremtrædende lærerkræfter var Emil Selmar (1854-1934), som til undervisningsbrug i 1891 havde udgivet en grundig lærebog i typografi der var typograffagets »bibel« i de næste 80 år – blot kendt under navnet »Selmar«. Med Fagskolen for Boghaandværk fik Danmark en af landets første læreanstalter inden for håndværksfagene.
 
Kunstindustrimuseet bliver oprettet
Det følgende år blev Kunstindustrimuseet – nu Designmuseum Danmark – oprettet. Museet fik plads i Mahoutbygningen på Halmtorvet (nuværende Rådhuspladsen) – og xylograf Hendriksen der nærmest som en naturlov var kommet i museets bestyrelse – fik sin fagskole flyttet til større og bedre lokaler i bygningens øverste etage.

Synergien mellem Fagskolen og Forening for Boghaandværk var en drivende kraft bag udviklingen inden for bogfagene i Danmark helt frem til Hendriksens fratræden som leder af begge i 1919.

Foreningen har udgivet bøger siden 1889

Fra i begyndelsen primært at afholde bogudstillinger og foredrag om bogkunst og boghistoriske emner udvidede foreningen i 1889 sit virke ved også at udgive bøger, fra 1893 det årlige tidsskrift Bogvennen, som stadig udkommer, samt forskellige udgivelser i efter datidens bedste håndværkstraditioner forbilledligt, bogteknisk og æstetisk udstyrelse. Det var tanken at foreningens udgivelser skulle være anskuelige eksempler på godt bogarbejde. 

Årets Bedste Bogarbejde
I 1934 overtog foreningen en god idé fra England, hvor en forening i London ved navn First Edition Club siden 1928 havde foranstaltet årlige udstillinger af de efter foreningens vurdering 50 bedst udførte britiske bøger. Udvælgelsen blev foretaget af en fagkyndig komité, der bedømte bøgerne udfra udgivernes valg af papir, typografi, trykkvalitet og indbinding – det hele vurderet i forhold til bøgernes udsalgspris.
 
Den idé blev taget op af foreningen og der blev nedsat en lignende komité herhjemme i 1934. Lige siden har foreningen hvert år forestået en sådan udvælgelse og kvalitetsbedømmelse af dansk bogproduktion som Årets Bedste Bogarbejde.
Forening for Boghaandværk     Det Kgl. Bibliotek    att.: Mads Brunsgaard    Søren Kierkegaards Plads 1    1221 København K
Privatlivspolitik


Design · Wheels & Waves · www.wheelsandwaves.dk